Papirløst samlevende seniorpar.
Historien er i korthed, at et midaldrende par lærer hinanden at kende, efter at kvinden var blevet enke. Kvinden havde 4 børn. Manden var barnløs.
Hun havde en landbrugsejendom, der haltede så meget økonomisk, at den var på vej på tvangsauktion. Han havde to ejendomme, som han solgte. Han tog sin besætning på 70-75 ammekøer med, da han flyttede ind til kvinden på hendes ejendom. Han bidrog både fysisk og økonomisk til ejendommens drift.
I 2003, hvor de begge var i midten af 60erne, besluttede de, at de ville sikre, at han kunne blive på gården, hvis hun døde først. De var ikke gift.
Landmænd har den grundopfattelse, at den lokale landboforening og deres medarbejdere er dem, der skal hjælpe med alting. Så de gik til landboforeningen, hvor de fik lavet et testamente.
Grundreglen er selvfølgelig, at man skal tage højde for enhver tænkelig situation, når man får lavet testamente. Dette testamente er et typisk kloge-Aage testamente, der er lige så ubehjælpsomt, som kloge Aage næsten altid er.
Husk, at hun havde 4 børn. Han ingen. Arveloven er sådan indrettet, at man som ugifte samlevende ikke arver hinanden efter loven. Det betyder, at hvis hun dør først uden testamente, vil hendes børn arve alt.
Landbrugskonsulenten havde tydeligvis ikke rigtig styr på arveloven. Men sådanne konsulenter har vældig godt styr på at lave forpagtningskontrakter og bestemmelser om bopælsretter.
Kloge Aage skrev derfor i testamentet, at hvis kvinden blev førstafdøde, da skulle manden have køberet på ejendommen til billigst mulige pris. Hvis han ikke ønskede at købe, skulle han have en livslang og personlig boligret til ejendommen.
Ingen havde åbenbart gjort sig klart for det første, at værdien jo lå i ejendommen, og at manden havde anbragt sine værdier og kræfter i ejendommen gennem årene. Han ejede egentlig ingenting og havde heller ikke anden indtægt end sin folkepension.
Der stod intet i testamentet om, at han skulle arve kvinden i den situation, hvor hun døde først.
Derimod var det præciseret, at hvis manden døde først, da skulle kvinden arve alt efter ham. Det var også bestemt, at hvis manden døde som den længstlevende, da skulle arven efter ham tilfalde kvindens børn. (Han havde jo ikke børn).
Kvinden døde så i 2013. På det tidspunkt havde manden 9.000 kr. på en bankbog og derudover to gamle traktorer. Han kunne ikke købe ejendommen og magtede ikke at udnytte boligretten.
Det ser af sagen ud til, at mandens daværende advokat havde fortalt ham, at han stod ganske håbløst med det testamente. Den vurdering ville jeg bestemt også indtage, fordi man normalt er meget fokuseret på ordene i et testamente.
Han valgte imidlertid med en ny advokat at forsøge en retssag, hvor han påstod, at testamentet skulle fortolkes sådan, at han faktisk blev arving efter kvinden.
Kvindens børn indtog under retssagen det standpunkt, at de var enearvinger.
Byrettens resultat.
Byretten nåede ikke overraskende for mig frem til det resultat, at børnene skulle arve det hele. Byrettens begrundelse er lige efter juraen. Nu får du lige begrundelsen, som byretten formulerede den:
”Efter ordlyden i parternes fælles testamente er manden ikke arving i boet. Manden er intetsteds nævnt som arving i testamentet, og kvinden er ikke som samlever arving efter loven.
Det er nævnt i testamentet, at manden fik en køberet, subsidiært en bopælsret til ejendommen, hvilket ville være meningsløst, hvis det var meningen, at manden skulle arve eller udtage ejendommen.
Hvis det havde været meningen, at manden skulle have arveret efter afdøde, burde det have stået i testamentet. Det burde i så fald også have været anført, med hvilken arvebrøk han i så fald skulle arve, ligesom det burde have stået, hvilken arv afdødes børn i så fald skulle arve.
Der er således ingen tvivl om, at manden ikke efter testamentet er arving i boet.
Skifteretten har lagt vægt på brev dateret 29. januar 2014, som mandens daværende advokat har sendt til bobestyrer. Det fremgår af brevet, at manden ikke har råd til at overtage ejendommen, og at boet må sælge ejendommen til anden side, at manden gik i gang med at lede efter en mindre ejendom, og at udbetaling var afhængig af, hvornår ejendommen blev solgt.
Der kan herefter ikke være tvivl om, at manden i dette brev har givet afkald på køberetten og bopælsretten. Boet har bekræftet mandenss afkald på køberet og bopælsret ved bobestyrers brev af 22. september 2014. Bobestyrer har ved brev af 8. december 2014 bekræftet, at boet anså både køberet og bopælsret for at være bortfaldet.
Det bemærkes, at køberetten og bopælsretten ikke er tinglyst efter tinglysningslovens § 1. Af oplysningerne i sagen fremgår, at afdøde allerede i 2010 og senere i 2012 selv havde påbegyndt salgsbestræbelser for at få ejendommen solgt. Hertil kommer, at boet har solgt ialtfald en del af ejendommen under boets behandling til tredjemand.
Når navnligt henses til, at manden i brevet af 29. januar 2014 har givet sin tilladelse til, at boet må sælge ejendommen, og har afgivet løfte til boet om at fraflytte ejendommen, er hans bopælsret fra det tidspunkt bortfaldet.
Da der således foreligger skriftlig dokumentation fra begge parter på, at bopælsretten er bortfaldet, frifindes boet også for sagsøgerens subsidiære påstand.
Som følge af det anførte skal dødsboet (børnene) frifindes.”
Det er hævet over enhver tvivl, at det resultat er helt efter bogen ud fra en ren juridisk vurdering.
Landsret med hjerte på rette sted.
Heldigvis for manden havde han mod til åbenbart godt støttet af en ung, frisk og ambitiøs advokat at føre sagen videre i landsretten. Da dommen i landsretten blev afsagt, var manden 79 år.
Mandens påstand i landsretten var, at han skulle anses for arving til halvdelen af kvindens formue.
Landsretten ændrede byrettens afgørelse ud fra nogle fortolkningstankegange, som jeg gengiver i uddrag og i min ikke-juridiske oversættelse.
• Da manden flyttede ind var driften underskudsgivende, og ejendommen havde været på vej på tvangsauktion
• Manden havde indbragt besætning og landbrugsmaskiner, som var med til at stabilisere driften
• Da de oprettede testamentet, var de i midten af 60erne begge to og var ikke længere på arbejdsmarkedet. Alle værdierne stod i ejendommen
• Testamentet angiver at være et gensidigt testamente.
• Et fælles, gensidigt testamente anses i almindelighed for at være et testamente oprettet af flere personer i forening, og i hvilket disse gensidigt indsætter hinanden som arvinger.
• Det var bestemt, hvordan arven skulle fordeles, hvis han døde først.
• Det var bestemt, at hvis kvinden døde først, skal manden have en køberet samt en livslang og personlig boligret til den ejendom, de bebor på dødsfaldstidspunktet.
• Testamentet indeholder en bestemmelse om fordelingen af arven, hvis kvinden bliver længstlevende. Derimod fremgår det ikke af testamentet, hvordan arven skal fordeles, hvis hun bliver førstafdøde.
• Efter bevisførelsen lægger landsretten til grund, at kvindens formål med testamentet var at sikre, at manden kunne blive boende i parrets fælles hjem, der tilhørte hende, og at arven først skulle falde ved længstlevendes død.
• Landsretten har også lagt vægt på, at det efter de økonomiske oplysninger må have stået kvinden klart, at det var en forudsætning for mandenss mulighed for at udnytte den tillagte købe- og boligret, at han tillige var arving efter hende.
• Efter det fremkomne finder landsretten det ubetænkeligt at lægge til grund, at kvinden med det gensidige testamente mente at have opnået det, hun ønskede.
• Det må lægges til grund, at det mest tungtvejende hensyn for hende var at sikre ham, findes en naturlig forståelse af testamentet at føre til, at kvinden har udnyttet sin testationsret til fordel for ham, således at han – som påstået – er at anse for arving til ½ af arven i boet efter hende.
Efter det anførte tager landsretten M’s principale påstand til følge.
Afslutning og konklusion
Jeg bliver altid glad, når jeg ser en frisk landsret, der er klar til at finde “det rigtige resultat”.
Læg mærke til, at sådan en sag tager op mod 4 år. I de fire år har manden ikke vidst, om han var købt eller solgt. Han var blevet 78 år, da sagen sluttede.
Testamentet var lavet sådan, at det ikke tog højde for, hvad der skete, hvis hun døde først. Men det bestemte, at efter længstlevendes død, skulle hendes børn arve.
Jeg fatter helt ærligt ikke, at sådan en sag skal igennem så lang en proces. Hvorfor i alverden havde man ikke fundet en løsning, hvor han arvede og samtidig fik lavet et “ordentligt” testamente, der sikrede børnene i sidste ende?
Landsrettens resultat virker rimeligt.
Det var virkeligt et håbløst testamente.
Min slutmorale er, at et testamente kræver så meget, at det er nærmest i bogstaveligste forstand “livsnødvendigt” at få det udfærdiget af en dygtig fagspecialist. Det er du kun sikker på, hvis du bruger en familie- og arveretsadvokat til det.
Sagen viser en menneskelig landsret, og at jura ikke altid kun er “kold jura”.
Men det kan du ikke være sikker på. Byrettens afgørelse i denne sag var den kolde juras rigtige resultat.
Alt kunne være undgået med et ordentligt testamente.
Hvis du skulle have interesse i at læse dommen “rigtigt”, er den trykt i det tidsskrift, der hedder TFA 2017/385 VLD
