Hvad kan ægtefæller egentlig aftale? Det har Højesteret netop reflekteret over.
Gift dig ikke af kærlighed – alene. Sådan siger jeg altid, når jeg skal forklare, at det nok er en god ide at gifte sig, men at man gør klogt i at aftale vilkårene. Hvad skal der ske, hvis vi skilles igen?
At man ikke kan aftale hvad som helst, hvor fornuftigt det end måtte lyde, fremgår af en dom, som Højesteret afsagde i august 2017.
Kort før indgåelsen af ægteskab i 2006 oprettede parterne en ægtepagt. Alt hvad de ejede hver især skulle være skilsmissesæreje. Det betyder, at det ikke skal deles ved skilsmisse.
Ifølge ægtepagten var kvinden i tilfælde af separation eller skilsmisse imidlertid berettiget til kompensation for sin indsats i mandens landbrug, således at hun efter 3 års ægteskab skulle have ret til en del af værdien af hans ejendom.
Parterne var retten enige om, at resultatet af beregningsreglen i ægtepagten i den foreliggende situation, hvor de blev separeret i 2014, ville føre til et beløb på lige godt en million kr. Ægtepagten var tinglyst, som loven foreskriver.
Ægtepagten var skrevet af en advokat i en landboforening på baggrund af advokatens rådgivning til parterne.
Aftalen var sådan set klar og forståelig nok. Kvinden havde ikke rigtig nogen formue. Hun skulle ud over at opfylde de almindelige ægteskabelige funktioner yde en indsats på gården, som hun skulle have et eller andet for. Da fast ejendom typisk stiger i værdi, kunne det vel også være fornuftigt nok at sige, at hun skulle have en andel af den værdistigning, som hun i et eller andet omfang ville bidrage til med sin indsats.
Alligevel måtte sagen igennem hele tre retsinstanser: først skifteretten, så Vestre Landsret og til sidst Højesteret, før den fik sin afgørelse, som ikke gjorde hustruen glad.
Byretten nåede frem til, at hun skulle have medhold stort set ud fra de betragtninger, jeg lige har nævnt om, at aftalen sådan set var klar og forståelig. Både landsret og Højesteret nåede til, at ægtepagten på det punkt var ugyldig.
Begrundelsen er meget juridisk. Hvis en aftale om ægtefællers formueforhold i tilfælde af separation eller skilsmisse afviger fra lovens hovedregel om almindeligt formuefællesskab, skal muligheden tydeligt fremgå af loven. Jurister siger, at der skal være klar hjemmel til det.
Man kan således ikke bestemme, at et bestemt aktiv, der tilhører den ene part som særeje ved bodelingen skal overgå til den andens særeje. Vilkåret indebærer, at en del af mandens særeje skal deles, således at der, afhængigt af ægteskabets varighed, sker en overførsel herfra til hustruens særeje. Dette ligger uden for de rammer for en individuel formueordning, der følger af loven. Vilkåret er derfor ikke gyldigt.
I stedet fik hustruen en kompensation på 600.000 efter en bestemmelse, der giver mulighed for at stille en dårligt stillet ægtefælle bedre.
Moraler
Sådan en historie fra det virkelige liv har selvfølgelig nogle moraler.
Den vigtigste er egentlig, at det kan have kæmpestor betydning, hvilken løsning man vælger. Det er ikke sikkert, at man lige præcist på kroner og ører kan opnå det, man kunne ønske sig.
Med virkning fra 1. januar 2018 træder nye regler om ægtefællers formueforhold i kraft. Højesterets dom ville ikke være blevet anderledes med den nye lov. Det er ikke så interessant for dig at læse meget om, hvordan man kunne have gjort efter den eksisterende lov.
Der er nogle forbedringer til en situation som denne i den nye lov.
Den mest nærliggende ville egentlig være at beslutte, at landbrugsejendommen skulle være brøkdelssæreje. Man ville – uden relation til den konkrete sags tal – for eksempel kunne aftale, at 80% af ejendommen skulle tilhøre manden som skilsmissesæreje, mens 20% skulle være formuefællesskab. I praksis ville det så betyde, at 20% af værdien skulle deles – og altså, at hustruen ville få 10% af værdien ved skilsmissen.
Man ville med de nye regler også kunne bestemme, at hustruen ved skilsmissen skal have en bestemt sum på f. eks. en million. Det kan også bestemmes, at beløbet skal indexreguleres. Den løsning har rigtig mange efterspurgt tidligere, uden at vi har kunnet efterkomme det.
En anden vigtig morale er, at man nok kan læse sig til meget men alligevel tage så grueligt fejl. Selv advokater kan klokke i det.
I en sag som den beskrevne vil det være min vurdering, at advokaten har begået en faglig fejl, som han vil være erstatningsansvarlig for.
Pengene til advokat er med andre ord givet godt ud. Kort og godt giver det tryghed at lade din advokat ordne papirerne.
Viggo Bækgaard
