Hvis man gifter sig “af kærlighed alene” uden at forhandle vilkårene først, får man automatisk formuefællesskab, hvilket i daglig tale ofte kaldes fælleseje. Mange tror fejlagtigt, at fælleseje betyder, at ægtefæller råder det de hver især ejer i fællesskab, og at ægtefællerne hæfter for hinandens gæld. Det er ikke rigtigt.

Særråden og særhæften

Under ægteskabet gælder som udgangspunkt særråden og særhæften. Det betyder at man som udgangspunkt hver især kan råde over det man ejer, og at det kun en selv, der hæfter for sin egen gæld.  Der er dog nogle undtagelser. Du hæfter for gæld stiftet af din ægtefælle, hvis det drejer sig om sædvanlige indkøb til den daglige husholdning eller til jeres børn, og ægtefæller hæfter også subsidiært for den anden ægtefælles skat. Dog kun skat opstået i vielsesåret eller senere. Denne hæftelse ophører automatisk ved samlivsophævelse.

Der er naturligvis ikke noget til hinder for, at I ejer noget sammen i sameje, som eksempelvis boligen, bilen eller en del af jeres møbler. De aktiver I har i sameje råder I over i fællesskab.

Der gælder dog visse begrænsninger i rådigheden over ens egne ejendele. For det første må man ikke råde over sine ejendele på en sådan måde, at ens bodel utilbørligt udsættes for at blive forringet, til skade for den anden ægtefælle. For det andet skal den anden ægtefælle samtykke til visse handlinger, herunder først og fremmest salg og pantsætning af eksempelvis indboet i det fælles hjem, samt fast ejendom, der tjener til familiens bolig, hvilket vil sige ejerlejligheder, helårshuse og sommerhuse, som familien regelmæssigt benytter.

Baggrunden for formuefællesskabet

Formuefællesskabstanken bygger på en solidaritetstankegang, og at man således står sammen i tykt og tyndt. Tankegangen er egentlig, at den stærke hjælper den svage. Begrebet fylder ikke meget i det moderne samfund, hvor rigtig meget bygger på, at enhver er sig selv nok.

I parforholdet er tankegangen nærmere beskrevet sådan, at parret ikke sjældent den samme indsats i dagligdagen. For eksempel er det stadig mest almindeligt, at det er kvinden, der føder børnene. Det er også oftest hende, som går på forældreorlov og har den længste barselsperiode. Der er heller ikke økonomisk ligestilling i vores samfund.

Tankegangen bag hovedreglen er også, at parterne får ægteskabet til at fungere som tandhjul, hvor den ene ikke er vigtigere end den anden. Det er derfor ikke afgørende, hvem der rent faktisk tjener mest.

I sidste ende har begge lige stor ære af det samlede resultat, der har ført til ægtefællernes samlede formue.

Den samlede formue skal derfor deles, hvis parterne skilles eller hvis en af dem dør.

Også i formuefællesskabet har solidariteten grænser. Parternes respektive pensionsordninger skal således ikke deles i tilfælde af skilsmisse. Dette forudsætter dog at, der er tale om sædvanlige pensionsordninger. ”Usædvanlige” pensionsordninger indgår i delingen af formuefællesskabet.

Ægteskabskontrakt – ægtepagt

Det lyder aldeles uromantisk, at vi råder det kommende ægtepar til at forhandle de betingelser, som de skal giftes på. Men det vil næsten altid være klogt.

Selv om ligedelingstankegangen er vældig sympatisk, kan man godt diskutere, om det er rimeligt, at den ægtefælle, som driver en selvstændig smedeforretning med 3 svende skal dele værdien af den virksomhed, hvis de skal skilles. I virkeligheden er virksomheden for mange bare det, der sikrer den fremtidige indkomst.

Hvis ikke man ønsker en fuldstændig ligedeling, skal man have lavet en ægteskabskontrakt, som juridisk har betegnelsen ægtepagt. I ægtepagten kan eksempelvis bestemme, at et flere aktiver skal ejerens særeje, således at den ikke indgår i ligedelingen af i tilfælde af skilsmisse og/eller død. Det er også i ægtepagten, at man kan aftale, at pensionsordningerne skal deles i tilfælde af skilsmisse.

En ægtepagt skal tinglyses for overhovedet at være gyldig. Man kan altså ikke nøjes med at skrive aftalen ned på et stykke papir og lægge den i en skuffe. Man kan lave en ægtepagt både før ægteskabet, og efter at man er blevet gift. Men efter brylluppet er forhandlingssituationen ændret ganske alvorligt. Før ægteskabet kan man jo bare vælge ikke at gifte sig, hvis ikke man bliver enige.