Denne historie fortæller, at man ikke skal indgå vigtige aftaler i følelsesmæssigt belastede situationer uden professionel råd og vejledning. Du kan roligt udvide moralen til, at man aldrig skal indgå vigtige aftaler uden sådan hjælp.
I ethvert menneskes erfaringsunivers indgår enten selvoplevede eller fortalte historier fra det virkelige liv.
Du ved sikkert godt, at mennesket af natur er naiv og tror det bedste om sine medmennesker.
Som især familieretsadvokat støder man næsten hver eneste dag på den læresætning.
Denne historie fra det virkelige liv er hentet fra en landsretsdom, der netop er offentliggjort.
Manden (M) havde en fast ejendom, da han flyttede sammen med den senere hustru (H) i 1989. Som så mange andre par går der lang tid, inden de får formaliseret parforholdet og gifter sig i 1996. De får undervejs to børn i henholdsvis 1997 og 2000.
I en kort periode i januar 2015 går parret fra hinanden. De finder imidlertid sammen igen. I forbindelse med den episode får de lavet en ægtepagt, der bestemte, at den faste ejendom skulle være Ms særeje.
Den fornyede kærlighed holdt dårlig nok, til blækket på ægtepagten var tør. Ja det er jo en gammel talemåde fra min ungdom. I dag ved man dårlig nok hvad blæk er, da alt jo foregår på pc.
Allerede i marts er skilsmissen en realitet. M ville skilles.
Nu syntes H selvfølgelig, at hun var blevet taget på sengen, selv om det udtryk måske lige præcist i den sammenhæng er for udfordrende. Hun ville nu have ægtepagten gjort ugyldig, så han skulle dele værdien af huset med hende.
Man kan af referatet udlede, at årsagen til det foreløbige brud i januar 2015 var, at M beskyldte H for at have været utro åbenbart med en kollega. Hun bestred i retten, at det var tilfældet. Det fremgår også af forklaringerne, at hun følte sig godt og grundigt presset. M krævede nu, at de fik en pause i parforholdet.
Min helt personlige tolkning af forløbet, der ikke fremgår af sagen men af mine mange års erfaring som ”skilsmisseadvokat” kommer til slut i artiklen.
Byretten når til det resultat, at ægtepagten skal stå ved magt med denne begrundelse:
”Det er ubestridt, at det under parternes mangeårige samliv var sagsøgeren, der er – – – og i en længere årrække har arbejdet med – – – og økonomi, der overså parternes fællesøkonomi, og at det alene var sagsøgeren, der via netbank kunne tilgå parternes fælles konti. Det må således lægges til grund, at sagsøgeren ved underskrivelsen af ægtepagten og bodelingsoverenskomsten havde fuldt kendskab til parternes samlede økonomiske forhold.
Efter den stedfundne bevisførelse finder retten herefter ikke grundlag for at fastslå, at sagsøgte har presset sagsøgeren til at underskrive ægtepagten eller bodelingsoverenskomsten, eller at sagsøgte ved svig har formået sagsøgeren til at underskrive dokumenterne. Retten lægger herved tillige vægt på, at parterne underskrev ægtepagten ved fremmøde på et advokatkontor, idet sagsøgeren forinden havde haft lejlighed til at gennemlæse en kopi af ægtepagten, som sagsøgte havde udleveret til hende.
På denne baggrund finder retten, uanset at ægtepagten og den efterfølgende bodeling må antages at have indebåret en skævdeling af parternes fællesbo, ikke fornødent grundlag for helt eller delvist at tilsidesætte ægtepagten eller bodelingsoverenskomsten i medfør af ægteskabslovens § 58 eller aftalelovens § 36.”
Landsretten stadfæster byrettens dom og kommer altså også til det resultat, at ægtepagten skal gælde. Landsrettens begrundelse lyder sådan:
”Det er ubestridt, at H havde fuldt kendskab til parternes økonomiske forhold, da hun underskrev ægtepagten og senere bodelingserklæringen.
Landsretten lægger endvidere til grund, at H ved aftalernes indgåelse var klar over konsekvenserne heraf. Ægtepagten er således kortfattet og overskuelig, og det fremgår klart heraf, at ejendommen på – – – fremover skal tilhøre M som skilsmissesæreje og derfor ikke skal deles i tilfælde af separation eller skilsmisse. Også bodelingserklæringen, der blev underskrevet knap 4 måneder efter indgåelsen af ægtepagten, og hvorved ægtepagten blev lagt til grund, er kortfattet og klar.
Landsretten finder, at H ikke alene ved sin partsforklaring, der er bestridt af M, har godtgjort, at hun blandt andet som følge af et urimeligt pres fra M’s side var ude af balance, da parterne indgik ægtepagten og bodelingsaftalen. Bevisførelsen giver heller ikke grundlag for at fastslå, at det ved ægtepagtens indgåelse mellem parterne var forudsat, at samlivet skulle genoptages og ægteskabet fortsætte.
Uanset at de mellem parterne indgåede aftaler har indebåret en væsentlig skævdeling af det oprindelige fællesbo, og at H ikke har været rådgivet af advokat i forbindelse med aftalernes indgåelse, tiltræder landsretten herefter, at H ikke har løftet bevisbyrden for, at aftalerne er indgået under omstændigheder, der giver grundlag for, at de helt eller delvist tilsidesættes i medfør af aftalelovens § 36 eller ægteskabslovens § 58.”
Jeg lovede, at jeg ville oversætte forløbet med min helt personlige tolkning baseret på mange års arbejde som ”skilsmisseadvokat”.
Det er ikke første gang i verdenshistorien, at en gift person forelsker sig i en kollega på arbejdspladsen eller for den sags skyld i det hele taget forelsker sig.
For mig lyser det med flammeskrift ud af denne sag, at H rent faktisk har været på uægteskabelige veje og er blevet afsløret heri. Med samme lysende flammeskrift fremgår det, at H erkendte, at det var M, hun ville have.
Hun har sandsynligvis lovet bod og bedring og tigget om tilgivelse. M har stillet som krav, at han ville have ”sit hus” ved en ægtepagt. Det meget korte tidsforløb mellem ægtepagtens oprettelse og den faktiske skilsmisse indikerer i al fald for mig, at M ret klart havde valgt skilsmissen og nu bare via løfte om tilgivelse skulle have det bedst mulige for ham ud af situationen.
Den, der er skyld i et ægteskabs krise af den type, besidder i nuet så stor dårlig samvittighed, at man er villig til at give afkald på ganske meget. Erfaringsmæssigt er det også ofte tilfældet, selv om der finder en straks skilsmisse med ægte bodeling sted.
I de situationer, hvor jeg sidder over for den angrende part, maner jeg altid til besindighed. Man må både ved ægtepagt og bodeling aftale lige nøjagtig, hvad man vil.
I mine øjne er det altafgørende, at man ved, hvad man ville have krav på, såfremt sagen var blevet sat på spidsen.
Jeg siger også til de pågældende, at de skal gøre sig fuldstændig klart, at den dårlige samvittighed med ret stor sikkerhed ikke holder.
Forløbet fra denne sag er med andre ord helt klassisk.
Man kan godt forestille sig en situation, hvor H ville have kunnet få ægtepagten gjort ugyldig. For eksempel kunne det godt have betydning, hvis H virkelig ikke havde forstået virkningerne af aftalen. Det kunne også tillægges betydning, at ægtepagten var konciperet af Ms advokat, uden at der var ydet rådgivning over for H.
Både byret og landsret skærer igennem og siger med deres velvalgte ord, at H bestemt måtte antages at forstå, hvad hun havde skrevet under på. Der findes ikke en fortrydelsespille. Bordet fanger, da de normale særlige omstændigheder for tilsidesættelse konkret ikke har foreligget.
Moralen i denne historie er, at man ikke skal indgå aftaler uden professionel vejledning – og slet ikke i situationer, hvor man bør være klar over, at følelserne står langt over fornuft og omtanke.
Udvid bare moralen til, at du altid skal søge professionel hjælp til vigtige aftaler.
