Denne historie handler om et ægtepar, der lader sig skille formelt uden at ophæve samlivet og uden at få formaliteterne ordentligt på plads. Den handler (formentlig) også om de katastrofale konsekvenser, det kan få, hvis man ikke søger professionel hjælp men forlader sig på ”myndighederne” alene.
Ind imellem støder man på situationer fra det virkelige liv, som giver så meget stof til eftertanke, at jeg får lyst til at dele med andre.
I det nye nummer af et af mine fagtidsskrifter, Tidsskrift for Familie- og Arveret (TFA) er refereret en afgørelse, der skræmmer lidt.
Et ægtepar lader sig i 2009 skille formelt efter 11 års ægteskab.
Det fremgår af sagen, at skilsmissen havde baggrund i, at Ms (mandens) virksomhed gik dårligt, og at han havde kautioneret for en stor kassekredit uden at fortælle det til H (hustruen). Ved skilsmissen laver de en bodeling, der går ud på, at H overtager huset som eneejer. Formaliteterne synes helt på plads.
Skilsmissen og dispositionerne i den sammenhæng havde med andre ord til formål at etablere et kreditor ly i forhold til dem, som M skyldte penge.
Proforma skilsmisse betyder, at man bliver skilt men fortsætter med at leve sammen. Retsstillingen er derefter som udgangspunkt, at man lever sammen på nøjagtig de samme vilkår, som hvis man boede sammen uden at være gift.
I 2013 bliver det så reelt for dem, at de ikke skal være sammen.
Helt naturligt opstår der så forskellige spørgsmål. En af parterne må have henvendt sig til Statsforvaltningen, der indledningsvist behandler en skilsmissesag.
Statsforvaltningen vælger nu at annullere skilsmissen med den begrundelse, at samlivet ikke reelt har været ophævet, og at der i forbindelse med skilsmissen ikke blev gennemført en bodeling. Efter klage fra en af parterne fastholder Statsforvaltningen sin afgørelse, der nu bliver indbragt for Ankestyrelsen, der er klageinstans i forhold til Statsforvaltningen.
Ankestyrelsen omgør den afgørelse med den begrundelse, at parterne har indrettet sig efter skilsmissen, og at de havde påbegyndt bodelingen. Ankestyrelsens afgørelse er efter min vurdering helt rigtig.
De var altså juridisk skilt i 2009 og først flyttet fra hinanden i begyndelsen af 2013.
I forbindelse med den ”virkelige skilsmisse”, hvis man med fornuft kan kalde det sådan, ønsker M nu boet delt som formuefællesskab. Han vil altså have halvdelen af hendes værdier, der bl. a. består af det hus, som hun blev ejer af som særeje i 2009.
Det fremgår af sagen, at parterne i begyndelsen af 2013 var i skifteretten vedrørende bodelingen. Ved den lejlighed afsiger skifteretten en kendelse om, at fællesboet ikke var delt.
Sådan en afgørelse kan man indbringe for landsretten, hvis man ikke er enig. Hvis ikke man gør det i rette tid, er afgørelsen endelig. Denne afgørelse blev ikke indbragt for landsretten af H, der ikke var enig i det.
I stedet vælger H at anlægge sag ved retten om spørgsmålet.
Byretten bestemmer, at M skal acceptere, at boet blev delt i forbindelse med den oprindelige skilsmisse. Byretten begrunder resultatet sådan:
”Det kan lægges til grund, at parterne blev skilt i januar 2009. I forbindelse hermed foretog parterne i enighed flere forskellige dispositioner, herunder overtog H ejendommen beliggende X-vej. Skøde blev udfærdiget, og der blev lavet et anfordringsgældsbrev fra H til M på 175.000 kr. M har den 9. februar 2009 kvitteret for modtagelsen af pengene. H gældsovertog endvidere lånet, og H’s far kautionerede herfor. Parterne har endvidere forklaret, at de også fik hver deres konti i hver deres bank, og at de i den forbindelse delte, hvad der stod på den tidligere fælles konto. Der skulle være en opsplitning af økonomien – dog er parterne ikke enige om årsagen hertil. Disse dispositioner er dog i overensstemmelse med den fremlagte bodelingsaftale, som ubestridt er udarbejdet af M, og dispositionerne er foretaget i nær tilknytning til skilsmissen i januar 2009. Dette, sammenholdt med de afgivne forklaringer om årsagen til skilsmissen, finder retten, at fællesboet i forbindelse med skilsmissen i 2009 er delt.
Retten finder ikke, at der foreligger hverken forældelse eller passivitet fra sagsøgerens side, da H allerede i forbindelse med skifteretsmødet gjorde gældende, at boet var delt.”
Det fremgår, at man i byretten har snakket om det tidligere møde i skifteretten og var enige om ikke at ønske sagen afvist.
M anker sagen til landsretten.
Forløbet er så, at landsdommerne ved starten af retsmødet “ex officio” begynder at tale om skifteretskendelsen. Jeg ser for mig, at dommerne lægger i munden på M og dennes advokat, at de da hellere må påstå, at sagen skal afvises.
Ms advokat fanger fluks hintet og påstår sagen afvist med den begrundelse, at skifteretten jo havde bestemt, at boet ikke er delt. Juraen er så, at man ikke kan anlægge sag om det samme emne to gange. En sag, der en gang er afgjort i retten, kan ikke behandles en gang til. Jurister bruger udtrykket, at dommen har retskraft.
Det fremgår af sagen, at kendelsen blev afsagt på mødet i skifteretten, hvor begge var til stede.
H siger hertil, at hun for det første ikke fik kendskab til kendelsen før i begyndelsen af september, hvor kærefristen for længst var sprunget. Dertil kommer, at hun ikke havde fået kærevejledning og i øvrigt ikke havde forstået betydningen af kendelsen.
Landsretten holder sig til formalia i sin afgørelse og begrunder resultatet sådan:
” Det fremgår af ægtefælleskiftelovens § 1, at skifteretten har kompetencen til at behandle sager om deling af ægtefællers fællesbo. Af samme lovs § 14 fremgår, at hvis der gøres indsigelser mod skifterettens kompetence, herunder under påberåbelse af, at boet er delt ved aftale, træffer skifteretten afgørelse herom ved kendelse.
Den 22. februar 2013 afsagde skifteretten kendelse om, at fællesboet mellem M og H ikke var delt. Kendelsen er ikke kæret.
Kendelsen blev afsagt under et skiftemøde, hvor begge parter var til stede. Det fremgår af skiftebogen, at sagen blev drøftet, og da forlig ikke var mulig, fastsatte skifteretten sikkerheden for bobehandling til 100.000 kr.
Af skiftebogen af 4. marts 2013 fremgår, at M havde stillet sikkerheden på 100.000 kr., og skifteretten henviste på hans anmodning sagen til bobehandling ved advokat X.
Det er oplyst, at boet fortsat er under skiftebehandling ved bobehandleren.
Da skifteretten har truffet afgørelse efter ægtefælleskiftelovens § 14, og da spørgsmålet i denne sag er identisk med det spørgsmål, som skifteretten tog stilling til ved sin upåkærede kendelse af 22. februar 2013, ophæver landsretten skifterettens dom og afviser sagen.
Det bemærkes herved, at den omstændighed, at der eventuelt ikke blev givet kærevejledning under skiftemødet den 22. februar 2013, ikke kan føre til et andet resultat, ligesom det er uden betydning, at parterne for byretten har været enige om ikke at påstå sagen afvist.”
Jeg læser sagen sådan, at parterne har været både i Statsforvaltningen og i Skifteretten uden at have advokat med.Ved henvendelse til Hs advokat er den formodning bekræftet over for mig.
Man kan se, at den samme skifteret i virkeligheden når til to helt forskellige resultater. Det er bekræftet over for mig, at det ikke var den samme fysiske person, der har afsagt kendelsen i februar og dommen senere.
Sådan en forskel kan godt bero på, at skifteretten i februar 2013 og senere i januar 2016 ikke har haft de samme oplysninger som grundlag for afgørelsen.
Landsretten springer over, hvor gærdet er lavest, når man træffer afgørelse om, at spørgsmålet allerede er afgjort ved kendelsen i 2013.
Det kunne være interessant at vide, hvordan landsretten ville vurdere det ”virkelige spørgsmål” om, hvorvidt den aftale, som parterne notorisk indgik i 2009 omkring økonomien var en samlet bodeling.
Min vurdering på baggrund af sagens oplysninger, som de er beskrevet i dommen er, at byretsdommen ville være blevet stadfæstet, hvis landsretten havde gidet forholde sig til sagen og ikke kun spille kloge-åge-jurister.
Som praktiserende advokat, der lever af, at folk har brug for altid at have en advokat ved sin side, kan jeg selvfølgelig glæde mig. Sagen viser nemlig, at man under ingen omstændigheder skal bevæge sig ind i retssystemet uden at lade sig ledsage af en advokat.
Men jeg glæder mig ikke. Jeg forarges over landsdommernes disrespekt for helt almindelige mennesker.
Vores system omkring ægtefælleskifter er baseret på, at hvis folk ikke eventuelt med deres advokaters hjælp, kan nå frem til en bodelingsaftale, kan sagen inbringes for skifteretten. Hvis ikke parterne har advokat med til mødet, har skifteretten en forpligtelse til at vejlede klart og tydeligt om, hvad der foregår – og hvorfor.
Når jeg får bekræftet, at H er mødt i skifteretten uden advokat, synes jeg ærlig talt, at landsdommernes adfærd nærmer sig en skandale. Landsdommerne burde som Ankestyrelsen vedrørende selve skilsmissen have ræsonneret, at parterne havde indrettet sig på skilsmissen fra 2009.
Landsretten burde efter min opfattelse have fundet en god begrundelse for at realitetsbehandle sagen. Jeg kunne sagtens her og nu finde flere gode grunde. Den ene og dermed nærmest altafgørende ville i mit hoved være, at vi her i landet har et et 2-instansprincip. Det betyder, at alle afgørelser skal kunne indbringes for en højere domstol. Da parterne i byretten var enige om ikke at begære sagen afvist, afskærer landsretten her H for at få spørgsmålet om afvisning prøvet ved en højere instans. Hvis M selv i sin visdom var kommet frem med afvisningspåstanden, ville landsretten igen efter min opfattelse kunne henholde sig til, at man ikke kan komme med nye påstande under ankesagen.
Gad vide, om landsdommerne nogensinde har været ude i det virkelige liv. De fleste landsdommere har været igennem en karriere forud for udnævnelsen til det høje embede. De burde vide og forstå, hvordan almindelige mennesker kaster sig i armene på myndighederne ofte uden at forstå rækkevidden. De har i sagen vidst, at H ikke havde advokat med i skifteretten og have lagt vægt på, at skiftedommeren tydeligt burde have vejledt H om konsekvenserne og hendes muligheder.
Nu kan du sidde og tænke, hvorfor jeg så tilsyneladende entydigt “holder med H” i min vurdering. Menneskeligt tænker jeg, at skilsmissen i 2009 åbenlyst havde baggrund i, at M ved sin betydelige kaution havde udsat H for en betydelig økonomisk risiko i formuefællesskabet, hvor hun bl. a. ejede halvdelen af parternes hus. Der var sket betaling for hendes overtagelse af huset i 2009. M vidste til fulde konsekvenserne af dispositionerne.
Måske har landsretten tænkt, at dispositionerne i 2009 var umoralske, fordi det hele også havde til fordel at “snyde” kreditorerne. Sådan havde Statsforvaltningen jo tænkt, da de politianmeldte.
Men hvem af de to ægtefæller var egentlig nærmest til at bære risikoen?
Moralen er, at man skal passe mere end godt på og ikke lave aftaler uden at sikre sig, at de er helt klare. Man skal nærmest ikke gøre noget som helst uden at have sin advokat med.
Sagen viser, at jura i al fald ikke handler om, hvad der helt generelt er ”rimeligt”. Jura er kolde paragraffer.
Det virker ikke altid sympatisk – men er virkeligheden.
