Papirløst samliv – sameje om hus – smuldret kort kærlighed og milliongevinst i lotto.
Jeg elsker, når historier fra den virkelige verden kan illustrere det, som vi arbejder med i dagligdagen og måske medvirke til at få dig til at tænke over tingene.
For nylig er der i Tidsskrift for Familie- og arveret TFA gengivet en dom af den type.
Et par lige omkring de 40 i alder havde fundet hinanden i sommeren 2013. Hun (H) havde et helt almindeligt liv med en månedsindtægt på ca. 20.000 og boede i en mindre lejelejlighed. Han havde ifølge det oplyste på det tidspunkt også en nogenlunde normal og ikke vildt høj indtægt.
Parret blev så glade for hinanden, at de besluttede at flytte sammen. Ideen var, at de skulle flytte sammen i hendes lille lejlighed, som de var i gang med at sætte i stand, da lykken smilede til ham. Han blev ringet op af Danske Spil, da han havde vundet en større milliongevinst.
Med penge på lommen syntes de alligevel ikke, at de ville bo i den lille lejlighed. De fandt et hus, som de ville købe. De fandt drømmehuset til 5,6 millioner. Han indskød kontant ca. 3 millioner af sin gevinst. For restbeløbet ca. 2,6 mio optog de et kreditforeningslån.
De var enige om, at de begge skulle eje huset. Ofte løser man problemet med det skæve indskud på den måde, at den ikke-formuende låner halvdelen af den kontante betaling af den anden. Altså kunne man tænke sig, at H lånte 1,5 mio af M. Men det er selvfølgelig ikke den eneste måde, man kan gøre det på.
De søgte rådgivning om det. Udfordringen for H var, at hun jo egentlig slet ikke havde økonomi til at købe et halvt hus til 5,6 mio. Hun skulle opgive sin lejlighed for at flytte, og de havde ikke kendt hinanden så længe. Hun ville derfor godt sikre sig på en måde.
Løsningen blev efter samråd med rådgiveren, at hun kom til at stå som ejer af 25% af huset og han 75%. Der blev lavet en samejeoverenskomst af den rådgivende advokat. Da sagen blev til en retssag, fandtes der pludselig slet ikke et eksemplar af den aftale, som var underskrevet.
Ofte når man i sager uden samejeoverenskomst og gældsbrev frem til, at et stort kapitalindskud som her bliver betragtet som et lån svarende til den løsning, jeg beskrev som meget almindelig foran.
Faktisk nåede de slet ikke at flytte ind i huset, før det gik galt. De gik i gang med en større gang ombygninger i huset, som i realiteten blev betalt af M, der jo var den af parterne, som havde penge fra lottogevinsten.
Parforholdet bryder allerede sammen i maj 2015. Altså efter mindre end 2 år og som sagt, uden at de nogensinde flyttede ind i huset.
Når man køber hus sammen, har man en forestilling om, at det er den evige kærlighed, der kommer til at vare mange, mange år. Deres tilgang var, at hvis huset skulle sælges, skulle H have 25% af friværdien og M 75%.
Da parforholdet bryder sammen, er det selvfølgelig Hs tilgang til sagen. Ms tilgang var måske i det konkrete hændelsesforløb næsten lige så klart, at han mente, at han skulle have 75% af provenuet fra et eventuelt salg men samtidig skulle have et beløb forlods, der dækkede hans kontante indskud ved købet og de afholdte forbedringer.
M havde gennem sin advokat ageret i overensstemmelse med den samejeoverenskomst, som altså pludselig var blevet væk i en underskrevet version. Han havde f. eks. opsagt samejet.
Byretten nåede frem til, at H havde løftet bevisbyrden for, at der rent faktisk var indgået en samejeoverenskomst af det indhold, som forelå, selv om eksemplaret ikke var underskrevet.
M krævede det erlagte betalt forlods med den lidt særlige begrundelse, at samlivet jo havde været så kort, og at eventuelle forestillinger om et langt liv sammen sådan set var bristet.
Retten lagde til grund, at M ikke havde sandsynliggjort, at det var hensigten, at parterne skulle dele udgifterne til alle de ting, som M havde lagt penge ud til i det korte samliv, ligesom retten konstaterede, at krav herom først kom, da forholdet var gået i stykker.
H fik medhold i både byretten og landsretten.
Retten slår med andre ord fast, at parterne har oprettet en samejeoverenskomst af det beskrevne indhold. Skævdelingen betragtes altså som udtryk for, at man har overvejet tingene med baggrund i, at han indskød, hvad han gjorde, og at hun ingen penge havde men ønskede at sikre sig.
De 3 millioner og forbedringer var altså ikke penge, som M kunne kræve tilbage. De var ikke et lån men måske heller ikke at betragte som en gave fra M til H.
Landsretten har en lille sjov finte i sin begrundelse, idet man skriver: ”Landsretten har ikke herved taget stilling til eventuelle skatte- eller afgiftsmæssige spørgsmål, der måtte opstå i den anledning”.
…
Forklaringen på det er, at hvis det var en gave fra M til H, ville det formentlig være skattepligtig almindelig indkomst for hende, da parret ikke havde boet sammen i mere end 2 år på det tidspunkt, hvor ”gaven” blev givet.
Det for mig som advokat vigtige budskab i en sag som denne er, at det er vigtigt at overveje de forskellige muligheder grundigt. Det forekommer dokumenteret i dommen, at det var lige præcist, hvad de havde gjort med samejeoverenskomsten.
At dommen især for M umiddelbart kan virke ”urimelig” hænger for mig at se alene sammen med det ualmindeligt korte parforhold.
Har du fået lyst til at finde afgørelsen på biblioteket skal du have fat i TFA2018/72 ØLD
Viggo Bækgaard
