I 2012 fik vi nye regler om ægtefælleskifte. De blev lanceret som økonomisk fordelagtige og forenklede i forhold til tidligere. Det er en sandhed med modifikationer.

Kan man ikke blive enige om at dele boet, vil sagen normalt kunne bringes i skifteretten. Det kan for eksempel være relevant, hvis en af parterne ikke medvirker hensigtsmæssigt til at skaffe oplysninger vedrørende sine forhold.

Princippet er, at skifteretten på et møde forsøger at bringe parterne til enighed. Det møde koster kun 400 kr. i afgift. Lykkes det ikke, vil enhver af parterne kunne bede om at få sagen behandlet af en af skifteretten udpeget bobehandler. Ved den anmodning forfalder en skifteafgift, der maximalt kan være på 10.000 kr. Skifteafgiften skal betales af den, der beder om at få sagen til bobehandler.

Samtidig fastsætter skifteretten en sikkerhedsstillelse for bobehandlerens salær og for de eventuelle vurderinger, der skal foretages af ejendomme eller andre værdier.

Det er derfor ikke helt usædvanligt blive mødt med et sikkerhedskrav på mellem halvtreds og hundrede tusinde kroner.

Bobehandlerens opgave vil være at skabe overblik over fællesboet og komme med indstilling til løsning af de uenigheder, som parterne måtte have.

Bobehandleren kan ikke træffe afgørelse af uenighederne. Bliver parterne ikke enige, vil bobehandleren lave en indstilling til skifteretten.
Er en af parterne ikke enig i den indstilling, kan sagen afgøres af skifteretten på et helt sædvanligt grundlag efter forklaringer og bevisførelse. Omkostningerne til den retssag svarer til omkostninger ved alle andre retssager og kan løbe op i ret store beløb.

Der er mulighed for at få fri proces til bobehandlingen og til de eventuelle retssager om uenigheder.

Men det virker på en lidt anden måde, idet det egentlig er et sikkerhedsnet under dig, der sikrer, at du kan få sagen sluttet, hvis den går i hårdknude.

Fri proces til bodelingen indebærer, at du bliver fritaget for sikkerhedsstillelse for omkostningerne ved boets behandling, men ikke for betalingen i sidste ende. Du bliver endvidere fritaget for betaling af egen andel af bobehandlerens salær.

Udgangspunktet er, at man ikke får beskikket egen advokat under bobehandlingen, hvilket dog vil kunne ske i særlige situationer. Endelig slipper du med fri proces for at skulle erstatte modpartens omkostninger.

Uenigheder mellem parterne skal afgøres som nævnt ovenfor ved en eller flere særskilte sager for skifteretten. Omkostningerne hertil afhænger af den konkrete sag. Disse omkostninger kan blive ret betydelige. Fri proces til de tvister afgøres af Civilstyrelsen.

Ofte vil fri proces til bodeling således betyde, at du selv i sidste ende skal afholde udgifterne af det provenu, som kommer ud af sagen. Det er ikke muligt at give et fuldstændigt sikkert bud på, hvornår man selv kommer til at betale også advokatomkostningerne helt eller delvist. Samlet er det normalt en rigtig dårlig løsning at satse på en skifteretsafgørelse.

Dertil kommer, at det er vores opfattelse, at en tidlig fremsendelse af en bodelingssag til skifteretten kan føre til en optrapning af konflikten, hvilket sjældent er i parternes interesse. Med mindre du udtrykkeligt giver udtryk for, at du straks vil have sagen i skifteretten, vil vi derfor starte med et forsøg på at opnå en fornuftig og mindelig løsning for dig men altså også med den konsekvens, at udgifterne hertil skal afholdes af dig selv.

Lidt detaljer om systemet – styrker og svagheder.

Systemet går nu på, at bobehandler skal behandle boet neutralt. Filosofien bag den økonomiske opbygning er, at parterne fra det tidspunkt som altoverskyggende hovedregel ikke får egen advokat beskikket. På mange måder oplever jeg egentlig tankegangen sympatisk. Mange bodelingskonflikter er på det tidspunkt kørt hårdt op mellem parterne.

Alle autoriserede bobehandlere er advokater. Bobehandlers opgave er ifølge loven at fremskaffe oplysninger, hvis parterne er træge med at fremkomme med disse. Derudover skal han udarbejde et udkast til boopgørelse og tage stilling til de spørgsmål, som måtte opstå undervejs. Bobehandler skal ikke træffe afgørelse men ”lægge sin egen vurdering til grund”.

Allervigtigst i det praktiske perspektiv skal bobehandler  i nødvendigt omfang vejlede parterne om deres retsstilling og bistå med praktiske spørgsmål under skiftet og søge at opnå holdbare løsninger af ægtefællernes konflikter på en betryggende måde.

I vores samfund er vi generelt kritiske over folk, som har for mange kasketter på. Bobehandleren har tydeligvis frygtelig mange kasketter at holde styr på. Det er forståeligt, at mange af dem føler sig lidt klemt i den rolle og gerne ser, at der er advokater med parterne.

Men ser vi isoleret på ånden i loven, kan i al fald jeg have en del sympati for modellen. Derfor er jeg også ofte i den situation, hvor jeg læner mig tilbage og sender kunden i armene på bobehandler og vejleder om, at de faktisk kun skal komme tilbage til mig – for egen regning, når bobehandlers indstilling ligger klar.

Bobehandleren må påtage sig de opgaver, som ligger i rollen. Men det er åbenlyst, at med de rammer, som loven udstikker, kan det være svært både at være advokat for begge parter og samtidig i praksis i al fald indstille en afgørelse.
I nogle situationer er det da også sin sag at kaste en part i armene på en bobehandler, hvis den anden part fortsat er advokatrepræsenteret. Men det er egentlig ikke rimeligt at forudsætte, at en part fortsat har advokatbistand, hvis økonomien er til fri proces men reglerne ikke?
Derfor kan man sagtens se en skævvridning af parternes position, med mindre bobehandler i den situation virkelig sætter sig igennem og beskytter den økonomisk svage uden advokat.

Loven giver mulighed for, at man kan få løst enkelte spørgsmål i skifteretten gennem en traditionel retssag, som anlægges for og behandles af skifteretten. Det kan man gøre løsrevet fra og uafhængig af behandling ved bobehandler, og det kan gøres i forbindelse med den endelige bodelingsopgørelse fra bobehandler.

Førstnævnte mulighed er mest hensigtsmæssig, hvis parterne er enige om alt andet end præcist det pågældende spørgsmål. Det forudsætter i praksis, at parterne kan blive enige så langt, hvilket vist ikke altid er tilfældet i et skilsmisse- og bodelingsmiljø.

Disse retssager udløser til gengæld også økonomiske overvejelser. Man får ikke automatisk fri proces baseret på økonomi alene men skal som i almindelige civile sager søge om det i Civilstyrelsen, hvor man vurderer sagerne også ud fra sagsbehandlerens mening om muligheden for at få medhold. Det er næppe ukendt for praktikere, at man til tider kan undre sig over disse vurderinger ikke mindst i lyset af, at mange retssager ikke kun handler om jura men ganske ofte om beviser og bevisbedømmelser.

Ovenfor har jeg nævnt, at mange ikke opfylder de økonomiske betingelser for fri proces, og at der i skilsmissefasen kan være meget så meget andet end retssag at bruge penge på, at det kan være svært overhovedet at skaffe økonomi til en retssag. En tabt sag indebærer også omkostninger til den vindende part under de sædvanlige regler for omkostningsfordeling.

Der skal derfor både god økonomi og gode nerver til at starte en proces.

Ofte er det den økonomisk svageste part, som skal være den udfarende. Lad mig blot som eksempler herpå nævne både sager om pensionsordninger og om kompensationskrav efter § 69 (de tidligere §56-krav, som i gamle dage skulle behandles som en del af skilsmissevilkårene og dermed var omkostnings- og risikofrie for den svage part).

Sammenfattende ser vi både klare fordele og lige så stærke ulemper i det nugældende system.