Det er ikke helt uden betydning hvad man lader sine børn lege med, og hvad man tillader, der ligger frit fremme i ens hjem når kammeraterne kommer på besøg.
Vestre Landsret har netop afgjort, at en mor skulle friholde en skadevolder for 50% af den erstatning som skadevolderen skulle betale morens egen datter. Hændelsesforløbet i sagen ligner noget, der kunne have fundet sted i rigtig mange familier:
En 11-årig pige, S, havde to jævnaldrende veninder på besøg. S’ mor, M, var ikke hjemme. På S’ lillebrors værelse fandt pigerne et hardball-våben. S sagde til veninderne, at de ikke måtte røre våbnet, da der havde sat sig en kugle fast. Mens S var på toilettet, tog en af de andre piger, P, våbnet. Hun åbnede toiletdøren og sigtede på S. Våbnet gik af og ramte S i øjet. S fik efterfølgende konstateres et varigt mén på 5 % som følge af skaderne i øjet. S krævede en erstatning på 250.000 kr. af P, med den begrundelse, at hun havde handlet ansvarspådragende. P lagde sag an mod M, da hun mente, at M havde handlet ansvarspådragende ved at efterlade våbnet frit fremme.
Byretten fandt det bevist, at P havde affyret våbnet mod S, men mente ikke, at M havde tilsidesat sin tilsynspligt. Sagen blev herefter anket til Vestre Landsret, der var af en lidt anden holdning. Landsretten var enig i, at P havde handlet ansvarspådragende og derfor var erstatningsansvarlig. Landsretten fandt dog, at også M havde handlet ansvarspådragende, og som følge heraf skulle hun friholde P for betaling af halvdelen af erstatningen.
Landsretten begrundede sin afgørelse i relation til M med, at et hardball-våben er omfattet af våbenloven, og man skal være over 18 år for at have sådan et. M havde herefter tilsidesat sin tilsynspligt ved ikke at have tilladt, at våbnet lå frit tilgængeligt i hjemmet uden opsyn og uden effektivt at have sikret sig, at det ikke kunne affyres, havde hun pådraget sig et medansvar.
Vi forældre har en tendens til at glemme, børn kan være erstatningsansvarlige som følge af deres handlinger. Det kan de blive, hvis de handler mere uforsigtigt end fornuftige børn på samme alder ville have gjort. Der er set tilfælde, hvor børn helt ned til 4-5 år er blevet erstatningsansvarlige.
Forældre er som udgangspunkt på ikke ansvarlige for børnenes ansvarspådragende handlinger, men hvis man ikke har ført rimeligt tilsyn, eller oplyst barnet om hvordan, man skal opføre sig, og dette har været medvirkende årsag til, at barnet foretog en skadegørende handling, kan forældrene pålægges et selvstændigt erstatningsansvar.
Ud over at forældre kan blive selvstændigt erstatningsansvarlige for børnenes handling, hæfter forældrene for til 7.500 kr. for hver skadegørende handling, som barnet er gjort erstatningsansvarlig for.
Dommen illustrerer, at når vi giver vores børn farligt ”legetøj”, skal vi også sikre os, at det ikke kan anvendes til at lave ulykker eller skade andre.