Jeg møder jævnligt erhvervsdrivende, som ikke interesserer sig for de formelle regler, der regulerer deres virksomhed, og som ikke går op i om de får skrevet det rigtige cvr-nummer på sine breve – hvis det overhovedet er taget med. Virksomhedens navn kan også afvige alt efter forholdene. De færreste er klar over, at virksomheder på breve, e-mail og lignende er forpligtet til at angive virksomhedens navn, adresse og cvr-nummer. Ofte får det ikke store konsekvenser, at man ikke gør det, men en nylig dom fra Vestre Landsret viser, at det kan blive meget afgørende hvordan tingene ser ud fra omverden.
En ejer af flere udlejningsejendomme drev virksomhed under navnet Administrationskontoret. Ejeren indgik aftale med et tømrerfirma om renovering af et lejemål i en af ejendommene. Kontakten var kommet i stand ved at ejeren var mødt op hos tømreren og havde i den forbindelse udleveret sit visitkort, hvor både ejerens navn og hans ægtefælles navn stod – ægtefællens stod øverst. Visitkortet angav ikke virksomhedsformen, ejerforholdet eller et cvr-nummer.
Parterne kommunikerede via en e-mailadresse der bestod af forbogstaverne i ægtefællens for- og efternavn. E-mailen fremstod som fremsendt af ejerens ægtefælle, men i mange tilfælde var det ejerens navn, som fremgik af e-mailens signatur. Ejeren og ægtefællen omtalte ofte virksomheden som ”vi”. Under retssagen forklarede tømreren, at ejerens ægtefælle deltog i alle møder, og han fik den opfattelse, at de to var ligeværdige i virksomheden. Han undersøgte dog ikke hvem der ejede ejendommen eller undersøgte Administrationskontorets cvr-nummer.
Det gik hverken værre eller bedre end, at parterne ragede uklar omkring det udførte arbejde, og tømreren fik ikke sine penge. Han udtog derfor stævning mod ejeren og hans ægtefælle, som han anså for at være ejerne af Administrationskontoret. Ægtefællen var – naturligt nok – ikke enig i dette. Retten i Viborg kom frem til, at ægtefællen over for omverden fremstod som ansvarlig medindehaver af Administrationskontoret på lige fod med ejendommens ejer, og derfor hæftede hun sammen ejeren for tømrerens krav. Vestre Landsret stadfæstede dommen med samme begrundelse.
Dommen illustrerer tydeligt, at det er virksomhedsejeren selv, der bærer risikoen for, at en kunde eller samarbejdspartnere får den forkerte forståelse af hvem, de handler med. I dommen ender ægtefællen med at hæfte for virksomhedens gæld, fordi hun opfører sig som indehaver, og der ikke er givet oplysninger, som kan bringe tømreren ud af sin vildfarelse. I andre tilfælde kan man risikere at hæfte personligt for en gæld, som vedrører ens selskab, fordi man ikke har fået angivet, at der faktisk er tale om et selskab og ikke en personligt ejet virksomhed.
I den konkrete sag var der tale om et ægtepar, men deres ægteskab har ikke været afgørende for rettens konklusion, og det kunne altså også være sket for alle andre, der bringer sig selv i samme situation. Det er dog nærliggende at tænke, at ægtefællen har ageret som medindehaver af virksomheden som følge af deres nære forhold.
Det er derfor vigtigt, at man får præsenteret sin virksomhed og sit tilhørsforhold til virksomheden korrekt, så man ikke ender med utilsigtede omstændigheder.
Write a comment: